ICDP

I sidste uge arbejde vi med ICDP (Internationel Child Development Program) Kort sagt er ICDP et forebyggende og omsorgsvejledende program, der har til formål at forhindre omsorgssvigt og misbrug af børn.

ICDP er:

-Forebyggende frem for problemløsende
-Barnets ressourcer er i centrum
-Barnet forsøges at blive defineret ud fra positive udtryk --> det er pædagogens opgave at forandre indstillingen til barnet og ikke omvendt. Fx Karla tisser i bukserne. Det er nu pædagogens opgave at ændre og lave en strategi for at Karla holder op --> altså er det min opgave som pædagog at ændre mig for Karla kan ændre sig.
- Pædagogen følger barnets signaler og impulser
-Vi skal se barnet inde fra
- Fokus på de "Gyldne øjeblikke" --> se på det barnet kan, og ikke på det det ikke kan

ICDP består af 8 samspilstemaer:

Den følelsesmæssige dialog 1 - 4:

·       -Vis positive følelser – vis, at du er glad for barnet/ den unge

·       -Justér dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ

·      - Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”

·       -Vis anerkendelse og giv ros for det, barnet kan

Meningsskabende dialog 5 – 7: 

·       -Hjælp barnet med at fokusere dets opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne

·       -Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme

·       -Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet

Den grænsesættende dialog 8:

·       - Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde – ved at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen

Udfra samspilstemaerne fik vi til opgave at reflektere over, hvordan pædagogen kan anvende principperne for ICDP's samspilstemaer. I vores gruppe valgte vi at have fokus på omsorgssvigtede børn og unge, der bor på en døgninstitution.

Som sagt ligger ICDP vægt på at fokusere på det positive, derfor spurgte vi os selv om: "Hvad kan vi gøre for at børnene og unge på vores døgninstitution synes det er et trygt sted at være, har lyst til at være her og ikke stikker af? Det er her ICDP siger at vi skal se dem inde fra, altså stikker de af fordi de ikke kan være nogen steder. Her må vi gå ind sammen med børnene og de unge og arbejde med rammerne i institutionen og gøre det hjemligt. Derudover skal vi udvise empati og forståelse overfor vores brugere. Fx spørge: "Hvad er grunden til du stikker af?". "Jeg kan godt forstå du stikker af, det kan godt være hårdt at bo her, her er regler du skal følge osv. Men hvad kan vi gøre så du har lyst til at være her sammen med os?". Vi skal forebygge at de stikker af ved at gøre det trygt og hjemligt og sørge for at de fysiske rammer er i orden. Vi justerer os i forhold til vores brugere. Derudover skal vi give dem ros for at de ikke er stukket af i noget tid (hvis det er situationen) --> Altså har vi fokus på de gyldne øjeblikke. Sige: "Vi synes det er rart når du er her, og mangler dig når du ikke er her". Vi viser positive følelser for dem, og er glade for den enkelte. Vi skal også lave nogle aktiviteter i døgninstitutionen, hvor vi har fokus på det brugerne er gode til, det de har interesse for og lægge vægt på det og bruge det praktisk --> fælles interesser. 

Det var blot et eksempel på en døgninstitution, hvor vi har prøvet at bruge nogle af ICDP's metoder.

Har I er erfaringer med brug af ICDP i praksis?

Stay in touch......

Hvem er jeg eller er jeg mig?

I dag har vi arbejdet med professoren Goffman. Han var kendt for sine sociologiske analyser af hverdagslivet. 

Situationen er alt afgørende for Goffmans forståelse af verden. Når vi møder mennesker i en konkret situation handler det om at spore sig ind på, hvordan vi sammen kan finde en fælles forståelse af situationen. I følge Gofmann skal man gå med på første udspil for at undgå en konflikt.

Goffman satte spørgsmål til selvet. Han gør op mod vi har en fast kerne som identitet, fordi det netop er situationerne der afgør hvem man er. Situationerne er forskellige og vi er efter, hvordan situationerne er. På sin vis kan man sige at vi spiller et konstant rollespil, hvilket ikke nødvendigvis betyder at det er et "uægte" selv. Du er et selv i forskellige roller, hvad enten det er i rollen som mor, far, kæreste, kollega, pædagog... Selvet er derfor også under evig forandring - man spiller med for at opretholde sin identitet.

Derudover snakker Goffman meget om "Den pinlige situation". Pinlighed er med til at vedligeholde de sociale strukturer. Helt automatisk prøver vi at styre udenom de pinlige situationer, hvilket vi har forskellige strategier til:

- Det beskedne selv

-Styre udenom farlige situationer

- Overbærenhed

-Beskytte vores egen definition

- Redde andres definition

Filmklip med  en situation, der kan relateres til Goffmans perspektiver:  

I filmen ser vi en pinlig situation, da Thea fortsætter med at synge når musikken stopper. Hvem har ikke prøvet det? Gina, Mikkel og Nicolai styrer automatisk udenom den pinlige situation. Goffman bruger begrebet: "Reperationsritualer" som er sekvenser der hjælper til med at genoprette "knækkede ansigter" og dermed situation som helhed. Det ser vi ved at vi med vores overbærenhed overfor Thea prøver på at undgå den pinlighed der er opstået. Dermed ledes vores opmærksomhed andre steder hen (på computeren). Ser vi på Goffmans teori om "Faces" hjælper gruppen Thea med at opretholde situationen så den ikke bliver pinlig. For i følge Goffman prøver individet at undgå pinlige situationer og forlegenhed, da en pinlig situation ikke blot er pinlig for den enkelte det sker for (Thea), men også for de andre (Gina, Mikkel og Nicolai).

Har vi overhovedet et selv og en identitet, når vi ifølge Goffman er os selv alt efter hvilken situation vi optræder i - hvem er du?

Stay in touch ;-)

Der var engang....

                      

Der var engang... nu sker der sikkert allerede noget oppe i dit hoved. Hvad tænker du når du hører: "Der var engang...?" - Vi har alle en eller anden for forståelse med i bagagen, som gør at vi har en forbindelse til fortællingen: Eventyr.

Men hvordan kan fortællingen og eventyret bruges i den pædagogiske praksis?

Gennem højtlæsning, skuespil, leg, dukketeater mm. udvikler børnene deres sproglige og sociale færdigheder. Børnene får også skærpet deres sanser, og udviklet deres opmærksomhedsevne.

Eventyret kan bruges til at lære børnene nye ord, altså udvikle deres sproglige færdigheder. Lære dem at forstå sig selv, ved at projicerer (overfører) dem selv over på eventyr figurerne, og dermed lærer børnene noget moral gennem fortællingerne. Hvis vi fx. tager eventyret "Klodshans" kan børnene få en forståelse af at man skal tro på sig selv, hvis man kæmper nok for det, skal det nok lykkedes. Eventyret kan dermed styrke børnenes selvbillede, og motivere dem til at tro på sig selv. Igennem indlevelse i de forskellige karakterer i fortællingen begynder børn at skabe empati, og får dermed en forståelse fra andre.

Derudover styrker højtlæsning og andre måder at fortælle eventyrene på, også samværet og fællesskaber, uanset kulturel baggrund, mellem dem, der er med til at lytte og fortælle. Altså bliver fortællingen et samlingspunkt for institutionens børn og pædagoger, det fælles tredje, hvor de kan fordybe sig, skabe relationer og rette sanserne mod det fælles tredje, som netop bliver fortællingen. Fortællingens rum kan være et konkret fysisk rum, men det bliver også et mentalt rum - et rum i bevidstheden. Når børnene bliver inviteret ind i det her fysiske rum, har de allerede en forventning om, hvad der skal ske, de ved på forhånd hvordan de skal forholde sig.

Eventyret kan bruges på et utal af måder i den pædagogiske praksis - det handler blot om at have kreativiteten med sig og bruge det! 

Har du nogle erfaringer med brug af eventyr??

Stay in touch ;-)

Medier er kommet for at blive....

Hvad er udfordringerne ved digitalisering? Vi lever i dag i et samfund og i en verden, hvor de digitale medier er overalt - de kan ikke ungås.

Det påvirker alle aldersgrupper på flere forskellige niveauer hvad enten man er barn, voksen eller ældre.

Det gør at vi i pædagogisk praksis er nødt til at tilegne os digitale kompetencer, og forholde til udviklingen og den nødvendige brug af digitale medier i institutionerne. Det ligger et pres på os som pædagoger, da vi er nødt til at følge med strømmen. Vi skal forholde os til virkeligheden, være kreative og udvikle børns kompetencer i forhold til brugen af digitale medier på bedst mulig vis.

I vores gruppe har vi en fælles for forståelse for at digitale medier har en negativ påvirkning på børns udvikling. Vi er opdraget med minimal brug af digitale medier, og har derfor en anden forståelse af, hvordan man er social på bedst mulig vis.

Gennem bogen: "Dansk, kultur og kommunikation" kapitel "Mediekultur" af Helen Arvad Clemensen og Lis Faurholt har vi fået en anden forståelse af, hvordan digitale medier bruges i dag.

For børnene er internettet et fristed, som vi som pædagoger bliver nødt til at forholde os til, vi skal respekterer det og ikke overvåge.

Dette kommer Thomas Ziehe ind på. Han mener at vi skal anvende medierne på en anderledes måde, som netop har en mere værdi. For det handler om, hvad vi beder børnene om at gøre med brugen af digitale medier på en lærende og udviklende måde.


Hvordan mener I vi kan bruge medierne på en kvalificeret måde i pædagogisk praksis?


Se med i morgen - der er jo onsdag

Stay in touch ;-)

Vi ser ikke bjælken i vores egne øjne, for det er den, vi ser med....

Så blev det onsdag! Hvilket jo betyder at det er tid til det ugentlige blog indlæg...

I dag har vi åbnet op for emnet "Professionel Kommunikation". Vi har ligesom fået "baggrundstæppet" for det at snakke om kommunikation, hvilket i gruppen har sat gang i nogle tanker  og refleksioner om, hvad det egentlig indebærer at kommunikere?

Vi har fået indblik i vi alle ser verden på vidt forskellige måder. Faktisk er der lige så mange verdner som der er mennesker. Det er her man snakker om verdens som et multivers og ikke som et univers, hvilket jo betyder at der er utallige sandheder. Hvis vi accepterer det må vi også acceptere at der er lige så mange forståelser som der er aktører (mennesker). Grunden til disse universer er at vi hver i sær har udviklet sin egen for forståelse, og netop handler og agerer ud fra denne. Dermed sagt har hver version af sandheden lige så meget værdi som den næste/eller en anden version har. Betydningen af at der er så mange ligeværdige svar kan være virkelig svær at acceptere. Det kan betyde at man som person skal træde et skridt tilbage, man skal være åben over for andres for forståelser og nogle gange blot lytte.

For at få en større forståelse af det, havde vi et sjovt indslag, hvor vi så på forskellige billeder, som netop bevidste at vi opfattede verden på vidt forskellige måder.

Billedet her kan vise to vidt forskellige verdner....Hvilken ser du???

Dette er lige præcis et eksempel på, at vi mennesker ser ud fra vores for forståelser af vores verden. Billedet kan nemlig vise delfiner i forskellige farver. Men fra et andet synspunkt kan det vise to kvindekroppe. Det man ser afhænger af, hvilke for forståelser man hver i sær har og har erfaret sig gennem livet. Det viser at den ene sandhed ikke er mere ligeværdig end den anden. Højest sandsynligt vil et barn se de forskellige farverige delfiner, hvor folk med noget mere livserfaring ser kvinderne og delfinerne.

For vi ser jo ikke bjælken i vores øjne, for det er den, vi ser med........

Håber det har sat lidt tanker i gang - stay in touch ;-)